HVEM ER JEG
Jeg er 46 år og uddannet pædagog og Cand. Pæd. i pædagogisk psykologi fra Århus Universitet. Det vil sige, at jeg er uddannet til og har mange års erfaringer med at igangsætte og støtte op om lærings-, udviklings- og forandringsprocesser både i institutioner og organisationer og hos det enkelte menneske. Som pædagogisk psykologisk rådgiver er jeg specialiseret indenfor områderne mental og fysisk sundhed, forældre og børn og unge og studerende.
Ved siden af mit arbejde som pædagogisk psykologisk rådgiver arbejder jeg med undervisning og vejledning af studerende på mellemlange og lange videregående uddannelser og jeg holder foredrag og arbejder med supervision indenfor det pædagogiske felt.
Jeg har oprindeligt en baggrund dels som pædagog, hvor jeg har arbejdet intenst med, hvordan man skaber ligeværdige og anerkendende relationer til børn og forældre og dels som danser, hvor jeg har undervist i funk, hiphop, og moderne i pædagogiske sammenhænge og på privat danseinstitut.
Endvidere har jeg en bachelorgrad i psykologi fra RUC.
Igennem mit uddannelses- og arbejdsliv har jeg altid haft meget fokus på betydningen af personlige, relationelle og kontekstuelle faktorer, når jeg skulle forstå menneskers oplevelser, følelser, tanker og handlinger. I 2013 bliver jeg imidlertid syg og gennemgår et langt sygdomsforløb på 7 år med blandt andet en svulst i hjernen, multiple hormonmangel, gentagne hjernerystelser og senfølger af borrelia. Med hjælp fra læger og behandlere i ind- og udland, omlægning af min kost og træning, tilegnelse af for mig helt ny viden om blandt andet hormoner, inflammationstilstande i kroppen og kosttilskud får jeg gradvist mit liv tilbage og afleverer mit kandidatspeciale i sommeren 2020.
Dette forløb har gjort, at jeg har fået øjnene op for og tilegnet mig stor viden om betydningen af biologiske faktorer, og hvordan de kan spille sammen med personlige, relationelle og kontekstuelle forhold og har trods stor sorg og smerte givet mig indsigt i og redskaber til at tackle livet, når det rammer allerhårdest.
Privat bor jeg i Kvistgård ved Humlebæk og er kæreste med Kasper og bonusmor til en fantastisk pige på 14 år.